Beredskab Fyn fik i 2025 en ny risikobaseret dimensionering. I planen beskriver Beredskab Fyn fremtiden for højderedningsberedskabet på Fyn.

Beredskab Fyn har i dag højdredningskøretøjer placeret således:
- Drejestige(r) Odense (Åsumvej) – Scania P280 med Metz opbygning fra 2014 (2 stk.)
- Drejestige Svendborg – MAN 15.285 LE med Metz opbygning fra 2004
- Drejestige Nyborg – MAN 15.285 LE med Metz opbygning fra 2006
- Drejestige Faaborg – Mercedes 1530 F Atego med Metz opbygning fra 2021
- Lifttender Aarup – MAN 18.280 LE med Danlift opbygning fra 2007
Beredskab Fyn beskriver at drejestiger alt andet lige ikke bør have en alder på mere end 20 år. Drejestigen i Faaborg er taget i drift i 2021 og har været indsat i alt én gang i 2022. Drejestigerne i Nyborg og Svendborg er fra hhv. 2006 og 2004 og kaldes hver ca. 30 gange om året. Drejestigerne i Odense er begge fra 2014 og kaldes hver ca. 100 gange om året. De to drejestiger i Nyborg og Svendborg står således til udskiftning.

Beredskab Fyn planlægger at udskifte de to drejestiger på stationen på Åsumvej næste år, og henset til, at drejestigerne i Nyborg og Svendborg bruges markant sjældnere end drejestigerne i Odense, giver det driftsmæssigt set god mening at flytte drejestigerne fra Odense til Nyborg og Svendborg, så de i deres resterende levetid benyttes knap så intensivt. Drejestigerne i Odense gennemgik i efteråret 2024 et omfattende 10-års eftersyn, hvor køretøjerne også fik en mekanisk og visuel overhaling.
Lifttenderen på st. Aarup har ifølge udrykningsdata været indsat 67 gange i perioden 2019-2022. 14 af disse indsatser er registreret som blinde eller falske alarmer, hvor liften reelt ikke har været indsat. En gennemgang af tilfældigt udvalgte rapporter vedrørende reelle alarmer viser, at liften er registreret som indsat, selv om den i virkeligheden ikke har været brugt som højderedningskøretøj. Det kan konstateres ved, at det udtrykkeligt fremgår af udrykningsrapportens beskrivelse, at liften ikke har været i brug, eller ved, at mandskabet i liften kun er mødt på skadestedet og ikke har været indsat. En gennemgang af alle udrykningsrapporter i 2022 viser, at lifttenderen har været indsat 8 gange inden for eller uden for st. Aarups eget udrykningsområde. Helt generelt kan det siges, at en lifttenderen ikke er lige så brugbar og fleksibel som en drejestige og, at den er ret begrænset i sin anvendelse.
Beredskab Fyn planlægger derfor at udfase lifttenderen i Aarup.